Mandelbudding

Mandelbudding

Mandelbudding hører til den samme familie af cremede, husblasstivnede dessert som citronfromage, men hvor den stadig er populær, er mandelbuddingen nærmest gået i glemmebogen. Det er ærgerligt, for den er hverken besværlig eller tidskrævende at lave, og den fine, delikate mandelsmag kombineret med en syrlig kirsebærsovs er en klassisk kombination, der aldrig rigtig går af mode.

Mandelbudding blev gerne serveret ved festlige lejligheder, hvor en cremet, formstøbt budding var noget af det mest elegante, man kunne byde sine gæster. Det eneste, man skal huske, er, at buddingen skal laves dagen før, så den får tid til at stivne ordentligt i køleskabet.

Ingredienser

Mandelbudding

(4-6 pers.)

7 blade husblas

75-100 g mandler

3 dl piskefløde

1/2 l fløde (13%)

1 vaniljestang

5 æggeblommer

5 spsk sukker

Sådan gør du

Husblassen lægges i blød i koldt vand.

Fløden (13%) bringes i kog sammen med den flækkede vaniljestang.

Æggeblommerne piskes sammen med sukkeret, og den kogende fløde piskes i.

Massen hældes tilbage i gryden og varmes op tæt på kogepunktet under konstant piskning – cremen må ikke koge, da den ellers skiller og bliver grynet.

Gryden tages af varmen. Husblassen krammes fri for vand og røres i den varme creme, hvor den smelter med det samme.

Vaniljestangen fjernes, og cremen køler af i køleskabet i en lille times tid, til den begynder at tykne.

Mandlerne skoldes, smuttes og hakkes groft.

Piskefløden (3 dl) piskes til skum.

Flødeskummet og de hakkede mandler vendes forsigtigt i cremen, når den er begyndt at tykne.

Buddingen hældes i en form eller skål og sættes koldt, til den er helt stivnet – gerne natten over.

Servering

Mandelbuddingen vendes ud af formen og serveres med lun eller kold kirsebærsovs.