Tykmælk er en af de ældste og mest enkle danske mejeriprodukter – almindelig sødmælk, der syrnes og tykner ved hjælp af de mælkesyrebakterier, man tilsætter fra kærnemælk, yoghurt eller kefir. Før køleskabets tid var det en helt naturlig proces: mælken syrnede af sig selv i det lune køkken, og resultatet blev en tyk, syrlig og forfriskende ret, der kunne holde sig længere end frisk mælk.

Den karakteristiske, let flødegule overflade og den milde, runde syrning kommer fra den uhomogeniserede, fede sødmælk – jo federe mælken er, desto mildere og mere karakterfuld bliver syrningen. Bruger man en magrere mælk, bliver tykmælken tyndere og mere skarpt sur i smagen. Det er langsomt ved at få et comeback som en del af det danske “slow food”-køkken, hvor gamle syrningsteknikker igen får opmærksomhed.

Tykmælk kan laves med homogeniseret mælk, men den flødegule overflade og den milde smagsforskel mellem mælk og fløde, der kendetegner den gammeldags variant, kræver uhomogeniseret mælk.