Roulade
Roulade
Roulade er en kageklassisker, der er overaskende nem at lave, og er yderst velsmagende og kan varieres på mange måder – den helt klassiske er med hindbærmarmelade. Den gør sig godt på et hvert kaffebord, serveret med lidt flødeskum eller creme fraiche, og værtinde eller vært kan sole sig i opmærksomhed for sine bageevner.
Desværre har rouladen i mange år haft et lidt negativt ry, nok mest i 80’erne og 90’erne, hvor det var en kage man lige kunne købe på tanken eller i døgnkiosken, og til billige penge. De industrielt fremstillet med kulørte navne som f.eks tigerroulade, med en tvivlsom creme eller betrukket med marcipan, der kunne holde sig i måneder, har ikke gjort noget godt for rouladens popularitet.
Den kan laves i mange varianter, udover den nævnte klassiker med hindbærmarmelade, så kan den fyldes med nærmest alle marmelader, syltetøj og frugtmos – prøv f.eks. med en abrikosmarmelade. Varianter kunne være at sigte en ½ dl kakao i dejen sammen med mel og kartoffelmel, og rul den med en smørcreme, eller erstat hvedemelet i opskriften med malet hasselnødder og den er blevet glutenfri.
Ingredienser
Roulade
3 æg
125 g sukker
50 g kartoffelmel
60 g mel
Fyld:
1-2 dl marmelade, f.eks. hindbær eller abrikos
Pynt:
flødeskum eller creme fraiche
Sådan gør du
Pisk æg og sukker godt til en tyk luftig æggesnaps.
Sigt kartoffelmel og hvedemel sammen, og vend det i massen af æg og sukker.
Dejen smøres ud til et rektangel på 30×35 cm., på en bageplade beklædt med bagepapir og bages ved 225 grader i ca. 7-8 minutter, til den bliver gylden.
Kagebunden vendes straks ud på et stykke sukkerstrøet papir, bagepapiret trækkes af, og bunden smøres med et tyndt jævnt lag marmelade.
Kagen rulles på den lange led til en roulade, og lægges på sammenføjningen.
Lad den køle af og sætte sig – smager bedst nybagt.
Servering
Kan pyntes med flødeskum eller serveres med lidt creme fraiche.