Måltidskasser – gastronomiske analfabeter og dovenskab: Når måltidskasser bliver en undskyldning!

Vi lever i en tid, hvor vi er omgivet af mad. Opskrifter flyder frit på nettet, supermarkederne bugner af råvarer, og vi har aldrig haft bedre adgang til køkkengrej, der kan gøre madlavningen lettere. Alligevel ser vi en stigende modstand mod selv at handle ind og lave mad. I stedet abonnerer mange på måltidskasser – pakket, portioneret, solgt til overpris og lige til at hælde på panden.

Er det praktisk? Ja. Er det nødvendigt? Nej.

Ingen har så travlt at de ikke kan handle ind eller lave mad! – og ja, jeg har også abonneret på dem kortvarigt, og med en fornemmelse af at være til grin, når der er kommet en gulerod, afmålt ris og afpasset kød – og sad med en fornemmelse af at det var dyrt købt, og kunne gøres bedre selv!!

Gastronomiske analfabeter.

Måltidskasser bliver ofte markedsført som løsningen på travlhed og tidsmangel. Men lad os være ærlige: det handler ikke om tid. Det handler om manglende kunnen og dovenskab. Når voksne mennesker ikke kan finde ud af at sammensætte et simpelt aftensmåltid uden en guide i en papkasse, taler vi om en form for gastronomisk analfabetisme.

Madlavning er ikke raketvidenskab. Det er basale færdigheder som at hakke, stege, koge og krydre. Alligevel oplever vi, at folk undskylder sig med, at de “ikke kan lave mad”. Som om det var et talent, man enten er født med eller ej. Nej – det er et håndværk, og som alle håndværk kræver det blot øvelse.

Den dovne køkkenkultur.

Der er ingen, der har så travlt, at de ikke kan handle ind eller lave mad. Det er et spørgsmål om prioritering. Tid, der bruges på sociale medier, streaming eller at stå i kø til take-away, kunne lige så vel være brugt på at skære grøntsager eller koge pasta.

Måltidskasser er derfor ikke et tegn på travlhed, men et symbol på en dovenskabskultur. En kultur, hvor vi hellere vil have det hele serveret end at tage ejerskab over vores egen mad.

Når vi mister forbindelsen til maden.

Problemet stopper ikke ved dovenskab. Når vi outsourcer madlavningen til industrien, mister vi forbindelsen til råvarerne, til smagene, til det kreative og sanselige i køkkenet. Vi reducerer måltidet til en pligt, blot for alle former for kærlighed til maden. Og med det mister vi også forståelsen for, hvor maden kommer fra, og hvilken værdi der ligger i at skabe den selv.

Et opråb!!

Vi bør ikke acceptere gastronomisk analfabetisme som en normaltilstand. At kunne lave mad til sig selv og sine nærmeste er ikke bare en færdighed – det er en del af at være et selvstændigt menneske.

Så næste gang du overvejer at bestille en måltidskasse, så spørg dig selv: er det virkelig tid, du mangler? Eller er det modet til at tage kniven i hånden og begynde at lave mad?