6DR’s serie Madmiraklet vil gerne tegne et billede af, at Danmark først for alvor blev et kulinarisk land, da vi begyndte at importere idéer fra Frankrig, pynte vores tallerkener med spiselige blomster og tale om gastronomi på akademisk niveau. Det er en fængende fortælling – men også en farlig fordrejning af historien. For i forsøget på at skabe et “mirakel” ender man med at udskamme og nedvurdere generationer af dansk kogekunst.

Vi skal huske på, at dansk madkultur ikke er et produkt af en pludselig åbenbaring af Søren Gericke i 80’erne, Claus Meyer i 90’erne eller et  kobbel af unge  kokke i 00’erne. Den er rodfæstet i århundreders erfaring, i mormors og oldemors køkken, hvor man formåede at skabe variation og kvalitet med det, der var til rådighed – ikke via flyfragtede råvarer, men via årstidens cyklus.

Tidligere tiders kogekunst byggede på en disciplin, som vi i dag næsten har glemt: at lade sæsonen bestemme menuen. Forårets spæde asparges, de første nye kartofler, rabarber i kager og kompot. Sommerens jordbær, agurker, tomater og bønner. Efterårets svampe, æbler, rodfrugter og vildt. Og vinterens kål, løg, tørrede bønner og de tunge simreretter, der kunne mætte og varme i måneder uden frisk høst.

Det var ikke “primitivt” eller “fattigt”, som Madmiraklet undertiden lader ane. Det var et raffineret håndværk, skabt ud af nødvendighed, men udført med kreativitet og respekt for råvarerne. At kalde denne kogekunst en slags kulinarisk mørketid er ikke bare historieløst – det er respektløst.

Når DR fremstiller det, som om Danmark først blev sat på det gastronomiske verdenskort gennem fransk inspiration og molekylær gastronomi, så overser man, at netop de moderne kokkes succes står på skuldrene af en arv. En arv, hvor syltekunsten, bagetraditionerne, jævningen, kogningen og den nænsomme stegning var grundlæggende færdigheder – ikke kuriositeter.

Det er nemt at imponere med udenlandske teknikker og udenlandske ord. Men det virkelige mirakel er, at vores bedsteforældre kunne lave stor madkunst af små råvarer. De kunne skabe nærende, smagfulde og kulturelt betydningsfulde retter uden avanceret udstyr og uden globale forsyningskæder. Det er denne arv, der burde anerkendes som fundamentet for den moderne succes, ikke affejes som en parentes.

Hvis Madmiraklet virkelig ville fortælle historien om dansk madkultur, skulle man starte med at se den i øjnene: som en levende tradition, formet af jord, hav og årstider – ikke som en kulinarisk “forhistorie”, vi først måtte forlade for at blive “rigtige” på den internationale scene.

Det er på tide at gøre op med den madhistoriske amnesi. Vi skal ikke lade os nøje med et glansbillede af, at Danmark skylder sin kulinariske identitet til franske forbilleder. Vi skylder vores rødder, vores mormødre og vores egne råvarer at blive husket som det, de er: selve grunden til, at dansk mad i dag kan brillere.

Miraklet er ikke nyt. Miraklet er, at det gamle stadig lever i os – hvis vi tør tage det alvorligt.