Gule ærter er en af klassikerne indenfor retromad/mormormad – en efterårs-vintersuppe, “søbemad” som var mættende og strakte langt i det gamle landbokøkken. Som barn var det en af haderetterne, og gule flækærter kunne kun finde anvendelse som skyts til pusterør, men i voksenlivet har gule ærter vundet større indpas – desværre for sjældent at det finder vej til middagsbordet!

Vi har alle forskellige egns- eller familiebestemte måder hvordan de foretrækkes – suppet, cremet eller tyk, men et er dog sikkert, og det er at der skal laves rigeligt så retten kan spises over flere dage.

Gule ærter har vi kendt som opskrift i adskillige århundreder, da ærter har været en væsentlig afgrøde i det danske landbrug, og derved også en vigtig bestanddel af det landbokøkken. Retten som vi kender det i dag, er grundlæggende det vi kender fra historisk tid.

Tidens trend er at vi skal spise flere bælgfrugter og mindre kød, så der passer gule ærter så fortrinligt ind – så udover at være velsmagende, så kan der sættes karmapoint ind på kontoen, både af sundhed- og miljømæssig karakter, når vi tager en af store klassiske mormormad/retromadretter op.

Gule ærter, blev i start 60’erne en slags “fastfood”, hvor Møllerens Gule Ærter blev lanceret – et granulat der blot skulle koge med i suppen 5-10 min, derved blev husmoderen fritaget for den lange proces, med udblødning og kogning af flækærterne. (uden at smagen blev sønderligt forringet).