Hveder

Hveder

Hveder er luftige, krydrede hvedeboller, der traditionelt spises i Danmark aftenen før Store Bededag. De er typisk let sødede og tilsat kardemomme, hvilket giver dem en karakteristisk smag. Hvederne bliver ofte ristede og serveret med smør.

Historien går tilbage til 1600-tallet, hvor Store Bededag var en særlig helligdag, hvor alt arbejde – inklusive bagning – var forbudt. For at sikre, at folk stadig kunne få brød, bagte bagerne hveder dagen før, og folk gjorde det til en vane at købe og spise dem allerede om aftenen.

Hveder er en hyggelig og velsmagende tradition, som stadig lever stærkt i Danmark – også selvom Store Bededag ikke længere er en officiel fridag.

Ingredienser

Hveder

(12 stks)

500 g hvedemel

2 spsk sukker

1 tsk salt

100 g smør

25 g gær

3 dl mælk

1-2 tsk kardemomme (kan udelades)

1 æg til pensling

Sådan gør du

Mel, sukker, salt og kardemomme blandes i et dejfad.

Smørret skæres i mindre stykker og iblandes melblandingen – ælt/findel det i blandingen, til grynet masse.

Gæren udrøres i håndlunken mælk – husk ikke over 37 grader.

Mælk og gærblandingen hældes i dejfadet.

Dejen røres sammen og æltes til den er blank og smidig.

Tag dejen ud på bordet og del den i 12 lige store dele.

Trilles til boller, der sættes tæt sammen i en lille bradepande, smurt eller foret med bagepapir. Det er vigtigt at bollerne ligger tæt, så de får den rette facon (firkantede) ved hævningen.

Hæves tildækket og lunt til dobbelt størrelse.

Pensles med sammenpisket æg.

Bages ved 225 grader i ca. 25 minutter.

Afkøles på rist.

Skæres igennem og ristes i ovnen med den overskårne side opad i ca. 10 minutter ved 250 grader.

Servering

Serveres lune med kold smør – et alternativ kan være syltetøj eller ost.