Krydderboller

Krydderboller

Krydderboller er søde, bløde hvedeboller, der er tilsat krydderier – oftest kardemomme (nogle gange også kanel, muskat eller nelliker).

De minder meget om almindelige gærdejsboller, men smagen får et varmt og aromatisk præg fra krydderierne.

Man kan spise dem som de er, lune og nybagte, eller flækket og ristet med smør, ost eller marmelade. I nogle opskrifter bruges de også som udgangspunkt for tvebakker, hvor bollerne først bages, flækkes og derefter ristes sprøde i ovnen.

Meget nemme at bage selv, så stop med at købe de billige i landets supermarkeder.

Ingredienser

Krydderboller

(10 stk)

500 g hvedemel

2 dl mælk

50 g gær

50 g smør eller margarine

35 g sukker

1 æg

1 tsk salt

½ tsk kardemomme

Sådan gør du

Lun mælken, og rør gæren ud heri.

Tilsæt hvedemel, smør eller margarine i tern, sukker, æg, salt og kardemomme. Ælt dejen godt, til den er smidig og ensartet.

Dæk dejen til, og lad den hæve, til den har dobbelt størrelse.

Form herefter dejen til en stor kugle, og lad den hvile 5-10 minutter. Del den derefter i 10 lige store stykker, som trilles til boller.

Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir eller smurt overflade. Dæk dem til, og lad dem efterhæve et lunt sted, indtil de igen har dobbelt størrelse.

Pensl bollerne med vand, og bag dem i ca. 15 minutter ved 220 grader. Sæt evt. en skål med vand i ovnen for at give fugt, så bollerne hæver flot, inden skorpen dannes.

Når bollerne er kølet af, flækkes de og ristes enten i ovnen ved 220 grader i 6-8 minutter eller i en brødrister. Brug gerne en gaffel til at flække bollerne i stedet for en kniv – det giver en ujævn overflade, som gør dem ekstra sprøde.

Bollerne bliver bedst, hvis de bages 1-2 dage før ristning. De egner sig desuden godt til at fryse ned.

Servering

Krydderboller serveres ristet med smør, ost, marmelade eller kødpålæg.