Kvædebrød
Kvædebrød
Kvædebrød eller kvædeflæsk er en gammeldags dansk konfekt eller frugtgelé, lavet af kvæder. De spises sjældent rå, da de er meget hårde og sure, men når de koges, bliver de bløde, søde og krydrede, lidt som en blanding af æble, citron og honning.
Når kvæder koges og blandes med sukker, får de en smuk ravgylden farve, en fast konsistens og en intens, sød-syrlig smag. Det er en af de ældste former for frugt/slik eller marmelade-konfekt, vi kender – en slags naturlig vingummi, som man skærer i små tern og vender i sukker.
Kvæden selv er et smukt, lavtvoksende træ med æbleblomster-lignende blomster om foråret, og frugten der ligner en krydsning mellem æble og pære, dækket af et fint dunet lag, plukkes typisk omkring de første frostnætter i oktober.
Ingredienser
Kvædebrød
1,5 kg kvæder
vand, nok til at dække kvæderne under kogning
sukker (ca. samme vægt som den moste kvædemasse)
perlesukker eller almindeligt sukker til at vende i
Sådan gør du
Kvæderne skylles, og det hvide dunet lag gnides af med et viskestykke.
Kvæderne koges hele i en gryde med vand, til de er meget møre – det kan tage alt fra 40 til 90 minutter, alt efter frugternes størrelse og modenhed.
Kvæderne tages op og køler af, mens kogevandet gemmes.
Kvæderne skrælles, skæres i både, og kernehuset fjernes.
Frugtkødet koges videre i det gemte kogevand ved svag varme under konstant omrøring, mens sukkeret tilsættes lidt efter lidt.
Massen koger, til den er tyk og jævn – rør hyppigt, så den ikke brænder på. Tilsæt evt. lidt vand, hvis mosen bliver for stiv.
Massen fordeles i et ovnfast fad eller en bradepande beklædt med bagepapir, i et lag på ca. 1 cm’s tykkelse.
Fadet sættes i en forvarmet ovn ved 125-140 grader og bager i ca. 2 timer, til massen har en dyb, ravbrun farve.
Lad kvædebrødet køle helt af, inden det skæres i tern eller stænger.
Stykkerne vendes i perlesukker eller almindeligt sukker.
Servering
Serveres som konfekt, eller til gode oste.
Opbevares i en lufttæt beholder eller dåse, hvor kvædebrødet kan holde sig i flere uger til måneder.