Palmekager er et af de mest lokale bagværk, Danmark har at byde på – de kendes stort set udelukkende fra Nykøbing Falster-egnen, hvor de historisk kun blev solgt palmesøndag. Traditionen kan føres tilbage til bagermester Marius Bjerregaard, der i 1897 fik stor succes med at bage og sælge netop palmekager i sit bageri i Nykøbing Falster – udelukkende på selve palmesøndag. De andre bagere i byen så, at der altid var kø hos Bjerregaard på netop den dag, og begyndte derfor at kopiere kagerne, mens Bjerregaard selv holdt sin opskrift tæt til kroppen. Så hemmelig var den, at ikke engang hans egne svende fik lov at være til stede, når der skulle bages palmekager – og ifølge overleveringen tog han opskriften med sig i graven.

Der findes to konkurrerende teorier om kagens egentlige oprindelse. Den ene peger på polske rødder: det var især polske landarbejdere og deres efterkommere, der købte palmekagerne, og kagen dukker op i handlen i samme årti, som de første polske landarbejdere ankom til egnen i 1890’erne – en periode hvor netop påskerelateret bagværk stod stærkt i det katolske Polen. Den anden teori peger i stedet på Bjerregaards forgænger, bagermester Quintin, som var tysker og muligvis bragte opskriften med sig hjemmefra.

Da opskriften aldrig blev delt, er der i dag uenighed om, hvad der egentlig er “den rigtige” palmekage: nogle laver den på en wienerbrødsdej, andre på en simplere bolledej, og der er delte meninger om, hvorvidt rosenvand hører med. Det, alle er enige om, er selve grundprincippet: kagerne bankes flade, når de er hævet, og får derefter et sukkerdrys ovenpå – en teknik, der stort set ikke har ændret sig i de mere end 125 år, palmekagen har eksisteret.

Enkelte bagere har forsøgt at tage palmekagen med til andre egne af landet, men uden held – bortset fra en vis udbredelse til Lolland er palmekagen forblevet en stærkt lokal Nykøbing Falster-specialitet.