Vaniljebudding
Vaniljebudding
- Findes i: Dessert
Vaniljebudding er en klassisk, sød dessert lavet af mælk, fløde, sukker, vanilje og typisk husblas, som giver den en fast, cremet konsistens. Den minder meget om vaniljecreme, men er tykkere og kan vendes ud af typisk en randform.
Der er noget særligt ved de desserter, man voksede op med. For mig var vaniljebudding en af dem. Den bløde, cremede konsistens, den milde vaniljesmag og det lille suk af nostalgi i første skefuld – det er en dessert, der ikke behøver at imponere med pynt, men som alligevel vinder alle for sin smag.
Vaniljebudding er ikke bare en pose fra supermarkedets bagehylde – hvilket desværre nok var kutyme op igennem 70’erne og 80’erne, med pulver fra f.eks Dr. Oetker. Når man laver den selv fra bunden, får man en helt anden oplevelse. Ægte vanilje, fyldig fløde og silkeblød konsistens. Det er ikke svært – og det smager af barndom!!
Ingredienser
Vaniljebudding
(4 pers.)
1/4 liter sødmælk
75 g sukker
1/2 stang vanilje
3 æggeblommer pastauriseret
6 blade husblas
1/2 liter piskefløde
Sådan gør du
Udblød husblas i koldt vand i 15 minutter.
Skrab kornene ud af vaniljestangen, og hæld vaniljestangen i en gryde sammen med vaniljekorn, 50 g sukker og sødmælk.
Sødmælk, sukker og vanilje koges op.
Æggeblommer røres sammen med 25 g sukker, til en lys æggesnaps.
Halvdelen af mælken piskes langsomt i æggesnapsen.
Æggemassen piskes herefter op i resten af mælken og legeres/tyknes til cremekonsistens over svag varme.
Knug vandet af husblassen, og rør den grundigt ud i den varme creme.
Cremen sættes til afkøling.
Pisk fløde let, og vendes i den afkølede creme af 2 omgange.
Fyldes i form(e) og sættes på køl 4-6 timer.
Servering
Vaniljebudding vendes ud formen, pyntes af med flødeskum, chokoladekringler, dertil serveres kirsebærsovs.