Brunkål
Brunkål
Brunkål er klassisk husmandskost eller mormormad, der hører sig til over efterår og vinterens kolde måneder – lavet på hvidkål, der typisk er billigt og kan strække langt, og med kogt flæsk eller pølse, er det et mættende måltid der giver energi når kulden står for døren.
Hvidkål karamelliseres med sukker, som giver kålen en sødlig og fyldig smag samt brunfarver den – deraf navnet “brunkål”.
Retten er ikke lige så udbredt som den en gang var, og nok mest udbredt blandt de ældre generationer – kan stadig mindes duften, når der blev kogt brunkål i mit barndomshjem, og mindes også efterfølgende, at indtag blev forbundet med øget flatus udladning.
Ingredienser
Brunkål
(4 pers.)
1 hvidkålshoved
50 gram sukker
25 gram smør/margarine
750 gram flæsk (kogestykket med svær eller røget), fars eller skank
salt
peber
1 dl vand
Sådan gør du
Sukkeret smeltes ved lav varme til lys karamel i en gryde, og når det begynder at brunes tilsættes smør/margarine.
Den snittede kål brunes i karamellen – skal brunes godt igennem.
Når kålen er brunet, lægges flæsket, farsbollen eller skanken midt i gryden.
Kålen lægges udenom og lidt vand tilsættes.
Salt og peber kommes i.
Kan eventuelt spædes med lidt ekstra vand, da den ikke må koge tør.
Det hele småkoger under låg i ca. 1½-2 time.
Servering
Serveres med en grov sennep som f.eks fiskesennep, rugbrød og evt. en skål kogte kartofler.
Husk at det smager endnu bedre på andendagen. 🙂