Grønkålssuppe

Grønkålssuppe

Grønkålssuppe er en klassisk, dansk suppe bestående af grønkål, ofte kombineret med grøntsager som rodfrugter, kartofler og løg samt en god kødfond, kogt på ofte flæsk, bov og ben og serveret på siden.

Som barn, var det på ingen måde en favorit – der blev grædt mange salte tårer da tante Henny, serverede grønkålssuppe, og ikke udsigt til så meget andet før der var spist op.

Ingredienser

Grønkålssuppe

 

1½ kg svineryg/skinkeben eller ½-3/4 kg stribet flæsk, svinenakke/bov

vand

3 tsk. salt

suppevisk (f.eks. porretop, selleritop, persillestilke, 1 stilk timian og andre krydderurter samles med bomuldsgarn)

1½ liter suppe kogt på kød

2 gulerødder

1/4 selleri

2 porrer

1 persillerod

4 spsk. mel

1 stok grønkål/200 g hakket grønkål

Sådan gør du

Kødet lægges i en gryde med rigeligt vand, salt og suppevisk, og bringes i kog – skum suppen grundigt for urenheder. Koges/simrer ved svag varme og under låg i ca. 1 ½-2 timer – til det er mørt og ved at falde af benene.

Ben og kød tages op, og suppen sies over i en ren gryde.

Grønkålen ribbes og blancheres i letsaltet vand i 5-10 min. Den blancheret kål køres gennem kødhakker eller blendes med lidt suppe.

Bring suppen i kog.

Grøntsagerne skæres i tern/ringe, der tilsættes suppen, der simrer med ca. 10 minutter.

Den hakkede grønkål tilsættes.

Grønkålssuppen jævnes med meljævning rørt af lige dele mel og vand. Lad suppen koge i 5 min. og smag den til.

Servering

1. dag med kød, sennep og rugbrød.

2. dag serveres suppen typisk uden kød, men med pandekager til dessert.