Havresuppe

Havresuppe

Havresuppe er en gammel, traditionel ret lavet af havregryn eller havremel kogt i væske, typisk vand eller mælk, og smagt til med sukker, sirup eller frugt. Den blev spist både som hverdagsmad og i fattigere tider som billig, nærende kost, især i de kolde vintermåneder som formad.

Minder meget om havregrød, men har en tyndere konsistens og spises typisk som en suppe fremfor en grød.

Suppen blev anset for at være letfordøjelig og energigivende, og derfor passende til indtagelse ved sygdom, hvad enten det er problemer med maven eller forkølelse/influenza.

I tidens løb er havresuppen gået lidt i glemmebogen som dagligdagsspise, men stadig en væsentlig del af den danske madkulturhistorie og dukker op som nostalgisk ret eller som mormormad – og burde få en tilbagekomst.

Ingredienser

Havresuppe

(4 pers.)

1 l vand

2 dl havregryn

salt

2,5 dl saft (hindbær eller ribs)

marmelade f.eks kirsebær (kan udelades)

sukker (efter smag)

vaniljesukker (kan udelades)

Sådan gør du

Havregryn og vandet bringes i kog, og koges under omrøring i ca. 10 minutter (havregryn brænder meget let på).

Suppen sies og hældes tilbage i gryden (alternativt kan den blendes og tilpasses med ekstra vand, så det blever en mere lind suppe).

Smages til med saft, sukker og vanilje – evt tilsættes yderligere vand, så det strækker lidt længere.

Herefter gives suppen et opkog.

Servering

I suppeterrine hældes frugtsaft eller en klat marmelade, og den varme suppe hældes over – kan evt. suppleres op med en omgang pandekager efterfølgende.