Knapost

Knapost

Knapost er en ældgammel dansk gårdost, der udelukkende laves på kærnemælk, uden osteløbe eller andet specialudstyr. Det gjorde den populær på gårde i generationer: den krævede kun en gryde, en si og et stykke klæde, og var færdig på under en time. En ost der nok kan blive en udfordring at lave, da rigtig kærnemælk, nærmest ikke kan skaffes mere (læs: Er det kærnemælk?

Navnet knapost, skal stamme fra, at man i gamle dage hældte den nylavede ost ned i en beholder med en knap fastgjort i bunden – når osten var stivnet og blev taget ud, sad der et aftryk af knappen i toppen (en forklaring der nok skal tages med et gran salt).

Osten smager mildt og minder lidt om smøreost eller flødeost, og den fik ofte sin karakter fra det, man havde ved hånden i køkkenhaven, hvor kommen er den mest klassiske krydring, men også andre krydderurter går fint til.

Ingredienser

Knapost

(ca. 500 g)

1 l kærnemælk, (obs på gammeldags kærnemælk)

1-2 tsk kommen

salt og peber

evt. 1/2-1 dl piskefløde, til at runde smagen af

Sådan gør du

Kærnemælken hældes i en tykbundet gryde og varmes langsomt op til ca. 60-70 grader. Det tager typisk en halv times tid – varm forsigtigt, og rør ikke rundt undervejs.

Ved den rette temperatur skiller kærnemælken i en fast ostemasse og en klar valle.

Et osteklæde lægges i en si over en skål, og den skilte kærnemælk hældes forsigtigt igennem.

Ostemassen får lov at dryppe af i sien i ca. 30 minutter, til den har en fast, cremet konsistens.

Osten vendes over i en skål og røres til en jævn masse. Smages til med kommen, salt og peber, og der røres evt. lidt fløde i for en rundere smag.

Servering

Knapost serveres som smøreost på godt rugbrød, evt. med radiser eller frisk purløg. Holder sig 4-5 dage i køleskabet.