Knepkager

Knepkager

Knepkager har oprindeligt været en restemadsopskrift: man tog de dejsmuler, der lå tilbage efter brødbagningen, blandede dem med fløde eller fedt og sukker, og bagte dem – deraf den karakteristiske blanding af rugmel, hvedemel og andre meltyper, som stadig kendetegner opskriften i dag. Ligesom mange andre danske småkager blev knepkager for alvor udbredt og kom på skrift i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, i takt med at komfuret vandt indpas i flere og flere husholdninger.

Navnet er sønderjysk for “knæk”, da kagerne er hårde og giver et tydeligt, sprødt knæk, når man bider i dem. I dag er knepkager en fast bestanddel af det sønderjyske kagebord, og opskriften varierer en del fra familie til familie: nogle bruger byggryn og krydderier som kanel, nelliker og kardemomme, andre en simplere udgave med anis, mens smagen ofte har et diskret strejf af lakrids.

Ingredienser

Knepkager

(ca. 100 stk.)

300 g fedt

2 dl fløde

200 g rugmel

300 g hvedemel

300 g sukker

100 g valsede byggryn

1 tsk kanel

1/2 tsk nelliker

1/2 tsk kardemomme

1 sammenpisket æg

ca. 1/2 dl lys sirup

Sådan gør du

Fedtet smeltes, og fløden røres i.

Rugmel, hvedemel, sukker, byggryn og krydderier røres i.

Dejen æltes godt igennem, til den er jævn og samlet.

Dejen rulles ud til en tykkelse på ca. 2 mm.

Dejen skæres i kager på ca. 4×6 cm.

Kagerne lægges på en bageplade med bagepapir og pensles med det sammenpiskede æg.

Bages ved 200 grader i ca. 10 minutter.

De varme kager smøres med et tyndt lag lys sirup.

Servering

Serveres med smør, som en del af det sønderjyske kagebord.