Marinerede sild med løg og kapers
Marinerede sild med løg og kapers
- Findes i: Fisk og skaldyr, Smørrebrød, Frokost, Måltider, Smørrebrødsseddel
Marinerede sild med løg og kapers, eller hvide sild, er en af de mest traditionelle serveringer på smørrebrøds- og frokostbordet. De salte og syrlige fileter kombineret med løg og kapers giver et stykke smørrebrød, der både er enkelt og fyldt med smag. Det er en ret, som har været en fast del af det danske køkken i generationer, og som stadig har sin faste plads ved alle frokoster, julefrokoster og andre højtider.
Sild har altid været en vigtig del af danskernes kost, især i tiden før køleskabe, hvor fisk måtte konserveres ved saltning og marinering. Hvide sild blev en naturlig del af smørrebrødets udvikling og er i dag et af de mest ikoniske stykker på frokostbordet. Kombinationen af den fede sild, de sprøde løg og de salte kapers skaber en perfekt balance mellem fedme, friskhed og syrlighed.
Marinerede sild med løg og kapers serveres traditionelt som en af de første retter ved frokoster – ofte akkompagneret af en kold øl og en lille snaps, hvor diskussionen ofte går på om det er før, eller efter den første bid af sildemaden? Det er et stykke smørrebrød, der vækker minder og binder os til den danske frokosttradition – en klassiker som aldrig går af mode!
Ingredienser
Marinerede sild med løg og kapers
1 marineret sildefilet (køb gammeldags modnede, medmindre der er mod på hjemmelavet marinerede sild)
1/2 løg skåret i tynde ringe
frisk dild
salatblade
1 tsk kapers
tomat
rugbrød
Sådan gør du
Skær sildefileten i mindre stykker.
Anret med sprødt salatblad på et stykke rugbrød smurt med krydderfedt under eller på en lille tallerken.
Anbring den udskårne sildefilet på salatbladene.
Pynt med fine løgringe, en lille tomatbåd, lidt kapers og frisk dild.
Servering
Serveringen nydes traditionelt med en kold øl og en lille snaps.