Oksehaleragout
Oksehaleragout
Oksehaleragout er en rigtig vintervarmer – kald det bare mormormad eller herremad! Lavet af en svært overset udskæring, oksehaler – men tilberedt med kærlighed og tid får man uforlignelig sammenkogt ret.
Oksehaler består primært af knogle, brusk, kød og bindevæv, hvilket gør dem særligt velegnet til langtidstilberedning. Når oksehaler koges eller braiseres i lang tid, bliver det utroligt mørt og saftigt, og gelatinen i knoglerne bidrager til en fyldig og tæt sovs.
Dertil en luftig kartoffelmos – så er det så englene synger!!
Ingredienser
Oksehaleragout
(4 pers.)
1-2 oksehale(r) (1-1½ kg)
2-3 spsk hvedemel
1 tsk salt
30 g smør eller margarine
1 bundt persille
8-10 peberkorn
1-2 laurbærblade
2½ dl suppe/bouillon
2½ dl rødvin eller mørkt øl (kan udelades – så dobbelt op på suppe/bouillon)
70 g tomatpure
3 gulerødder
1-2 porrer
100 g bacon
cognac eller madeira (kan udelades)
Sådan gør du
Skyl oksehalerne, puds overflødigt fedt af og skær dem over i leddene (deles med en skarp kniv, der stikkes ned mellem leddene)
Vend kødstykkerne i en blanding af hvedemel og salt.
Smelt smør eller margarine i en stegegryde, og brun kødstykkerne godt igennem.
Bouillon og rødvin tilsættes, og rør tomatpure i.
Læg stilke af persille, laurbærblad og peberkorn i gryden.
Lad det simre under låg i 2½-3 timer, til kødet er mørt og falder fra benene – tilsæt evt. vand under stegningen, hvis det er nødvendigt.
Rens gulerødder og porrer, og snit dem fint.
Skær baconen i tern, og steg det på en tør pande.
Tag bacon af panden, og svits grøntsager i fedtet.
Bacon og grøntsager kommes ved halerne og simrer yderligere 30 minutter.
Smages til med cognac eller madeira.
Tip: Kan også laves i en stegeso, så skal retten have den samme tilberedningstid, ved 200 grader i ovnen.
Servering
Oksehaleragout serveres med drys af hakket persille, kartoffelmos og godt brød.