Rabarbergrød
Rabarbergrød
- Findes i: Grød / Vælling, Dessert, Frugtgrød, Årstid, Sommer
Rabarbergrød er en klassisk dansk frugtgrød lavet af rabarber, der koges med sukker og jævnes til en blød, sød-syrlig dessert – i familie med andre frugtgrøde baseret på saftafkog som f.eks. hyldebær-æblegrød. Den serveres ofte kold med mælk eller fløde og forbindes især med forår og sommer, når rabarber er i sæson. Brug de tidlige, røde rabarberstilke for en flot lyserød farve og en mildere smag. Senere på sommeren kan stilkene blive mere grønne og syrlige – her kan lidt ekstra sukker være nødvendigt.
En af de opskrifter, der virkelig smager af lysere dage. Den søde og friske smag, den smukke rosa farve og duften af nykogte rabarber bringer minder om mormors køkken og lune sommeraftener – en af de mest elskede sommerdesserter!
Ingredienser
Rabarbergrød
1 kg rabarberstilke
½ l vand
200 g sukker
vaniljesukker (kan udelades)
jævning (kartoffelmel 40-50 g pr liter el. maizena 50-60 g pr liter frugtsaft uden frugtkød)
Sådan gør du
Rabarber vaskes og skæres i små ensartede stykker.(ca. 1 cm.)
Vand og sukker koges sammen, hvori koges rabarberstykkerne, til de er møre – de må ikke koge ud.
Rabarberstykkerne tages forsigtigt op af med en hulske.
Saften jævnes. og rabarberstykkerne vendes forsigtigt heri.
Jævning med kartoffelmel: Kartoffelmel røres ud i lidt koldt vand til tynd jævning, og den kogende grød løftes af komfuret. Kartoffelmelsjævning hældes i grøden og piskes indtil den er klar.
Jævning med maizena: Maizena røres ud i lidt koldt vand til tynd jævning, og tilsættes den kogende grød. Maizenajævning skal koge med ca. 5 min.
Den afkølet grød hældes i skåle, drysses med et lidt sukker, for at undgå at grøden trækker skind (der kan evt. lægges husholdningsfilm på grødens overflade i stedet for sukker)
Servering
Serveres kold med mælk eller fløde.