Semlor

Semlor

Semlor er den svenske fastelavnsbolle, og selvom den deler navn og anledning med den danske fastelavnsbolle, er de to retter opbygget helt forskelligt. Semlor er en blød hvedebolle med kardemomme i dejen, der bliver udhulet, fyldt med en mandelmasse og toppet med flødeskum. Låget lægges tilbage på, og det hele drysses med flormelis. Den danske fastelavnsbolle bages derimod med sit fyld, ofte remonce eller creme, allerede indbagt i dejen, og pyntes bagefter med glasur i stedet for flormelis.

Fyldet er strengt taget ikke marcipan, men en masse lavet af mandler, sukker og lidt vand, derkøres i en foodprocessor og blandes med krummerne fra den udhulede bolle og lidt mælk eller fløde. Semlor hører til fettisdagen, den svenske pendant til fastelavnsmandag, og stammer fra middelalderen, hvor de var en enkel hvedebolle, man spiste inden fasten. Den rige version med mandelmasse og fløde kom først senere, da sukker og mandler blev almindelige.

Ingredienser

Semlor

(12 stk.)

Boller

2½ dl mælk

75 g smør

25 g gær

50 g sukker

1/2 tsk salt

1 tsk stødt kardemomme

1 æg

ca. 500 g hvedemel

1 sammenpisket æg til pensling

Mandelmasse

200 g mandler, skoldede og smuttede

160 g sukker

1-2 spsk mælk eller fløde

krummer fra de udhulede boller

Fyld og pynt

3 dl piskefløde

1-2 spsk flormelis

flormelis til at sigte over

 

Sådan gør du

Mælk og smør varmes til lillefingervarmt, og gæren røres ud heri.

Sukker, salt, kardemomme, æg og hvedemel æltes i, til dejen er samlet og slipper skålens kanter.

Dejen hæver tildækket et lunt sted i ca. 45 minutter.

Der formes 12 boller, som efterhæver på en bageplade med bagepapir i ca. 45 minutter.

Bollerne pensles med æg og bages ved 200 grader varmluft i ca. 10-12 minutter, til de er gyldne. De køler helt af.

Mandelmassen:

Mandler og sukker køres fint i en foodprocessor.

Der tilsættes lidt mælk eller fløde, til massen lige akkurat kan formes.

Samling:

Toppen skæres af hver bolle som et lille låg, og bollen udhules en smule.

Krummerne fra bollen blandes med mandelmassen og lidt mælk eller fløde, til en blød, cremet konsistens.

Mandelmassen fyldes i hullet i hver bolle.

Fløden piskes med flormelis til flødeskum, som sprøjtes oven på mandelmassen.

Låget lægges på, og der sigtes flormelis over.

Servering

Semlor serveres straks. Bollerne kan bages og fyldes på forhånd, men flødeskummet bør først komme på lige inden servering eller et par timer før.