Solæg
Solæg
- Findes i: Æggeretter, Højtider, Påske, Egnsretter Sønderjylland
Solæg er indbegrebet af Sønderjylland og egnsspecialiteter – hvor den typisk er at betragte som en påskespecialitet. Men solæg er også at finde rundt i krukker, på sønderjyske beværtninger, hvor det er det perfekte supplement til øl og snaps.
De består af hårdkogte æg, der bliver lagt i en stærk saltlage i flere dage eller uger. Når æggene er færdiglagrede, serveres de ved at blive knækket, pillet og halveret. Blommen fjernes midlertidigt, og der tilsættes en blanding af sennep, eddike, peber, peberrod og eventuelt tabasco eller snaps, hvorefter blommen lægges tilbage – der findes et utal af varianater for fyld.
I nyere tid kan de “syltede æg”, finde indpas som snack til alle slags drikkelag, frokoster og nok også som en lille manddomsprøve for storbyens unge mænd 🙂
Ingredienser
Solæg
æg (mellemstørrelse – beregn 1 æg pr. pers.)
vand
150 g salt (pr. liter vand)
løgskaller (kan udelades)
Tilbehør
olie
eddike
sennep (dijon)
tabasco
hvid peber
(worchestersauce)
(HP sauce)
Sådan gør du
Vand bringes i kog, hvor salt tilføres og opløses i vandet.
Ønskes farvede marmorerede æg, tilsættes løgskaller, og lagen koges i 20-30 minutter, hvorefter løgskallerne sies fra og lagen sættes til afkøling.
Læg æggene i en gryde med koldt vand – tilsæt lidt eddike og kog æggene i 20 minutter.
Når æggene er kogt, lægges de i iskoldt vand.
Æggene rulles og bankes æggene let, så de krakelerer flere steder, for at saltlage og eventuelt farve bedre kan nå ind i ægget.
De lægges i den afkølede lage, og stilles mørkt og køligt i minimum 3 dage, men helst i 7-10 dage.
Æggene kan holde sig i mindst 1 måned, da skal lagen skiftes med jævne mellemrum (når den begynder at blive uklar) og opbevar dem mørkt og køligt.
Servering
Solæg skal spises på følgende måde:
Ægget pilles og skæres midt over – blommen skal gerne have lidt grønne nuancer.
Den halve blomme løftes op. I hulningen hældes sennep, olie, eddike og nogle dråber Tabasco, worchestersauce eventuelt friskkværnet hvid peber, og blommen lægges tilbage omvendt tilbage på ægget.
Det halve æg spises i en mundfuld, og der skylles efter med øl og snaps.