Svensk pølseret
Svensk pølseret
Svensk pølseret, bringer minderne tilbage til lejrskoler og skolekøkkenet – retten der så absolut intet har med kogekunst fra Sverige at gøre, men mere med en oprindelse fra nogle spejdere på lejrtur og et lykketræf med sammenkogt ret. Sidenhen gik den sin sejrsgang landet rundt, i hvert fald i 80’erne, og blev en fast bestanddel af alles lejrskole, samt et hit i skolekøkkenets repertoire – det var i hvert fald en sikker vinder til at paralysere den urolige drengeflok i skolekøkkenet(taler her af erfaring).
Svensk pølseret er billig, velsmagende, meget mættende og meget simpel at lave – ret beset er det pølser (gerne røde pølser, der var ikke så fine fornemmelser i 80’erne), løg, mælk, paprika, tomatpure og kartofler – i nyere tid laves den sikkert med mange twists – såsom andre pølsevalg (den røde pølse er blevet lidt udskammet), flere grøntsager som f.eks kogte gulerødder m.m.
Ingredienser
Svensk pølseret
(4 pers)
800-1000 g kartofler (afhængigt af kartoffel, kan det give forskellig konsistens på retten)
800 g pølser (røde eller wiener)
2 store løg
smør
150 g tomatpure
2 spsk paprika
1 tsk cayennepeber
8 dl sødmælk/fløde (alternativt blanding af fløde og mælk)
3 spsk maizena (kan udelades, hvis man ønsker en tyndere sovs/eller skru ned for mængden af mælk)
salt
peber
purløg
Sådan gør du
Kartofler
Skræl kartoflerne og kog i letsaltet vand i 12-15 min. (hvis asparges eller anden kogefast, kog dem først og pil efterfølgende) – lad dem afkøle, og skær de mundrette størrelser.
Alternativt kan kartoflerne efter de er skrællet , skæres i grove tern/skiver, hvorefter de koges.
Pil og hak løgene og steg dem klare i smøret i en gryde/sauterpande.
Skær pølser i mundrette skiver, og kommes med løgene og steger med et par minutter.
Krydder med paparika, cayennepeber og tomatpure. Ca 2/3 del af mælken hældes ved og simrer yderligere et par minutter. Den sidste 1/3 af mælken røres op med maizena, og hældes i sauceblandingen, og efterfølgende tilsættes de udskårne kartofler, hvorefter retten varmen igennem.
Smages til med salt og peber.
Anretning
Serveres med hakket purløg og suppler evt. med flute eller brød.