Franskbrød med birkes

Franskbrød med birkes

Franskbrød med birkes er et klassisk hvidt brød, bagt af hvedemel, gær, vand, mælk, salt og lidt fedtstof, og drysset med birkes på toppen – Det er et luftigt, lyst brød med sprød skorpe og en mild, let sødlig smag – en fast del af det traditionelle danske morgenbord, frokostkultur og aftenkaffen.

For mange af os er franskbrød med birkes, barndom og weekendhygge, morgenmad hos bedsteforældre, lune skiver med smør og ost, eller friskbagt brød til frokostbordet. Det er simpelt, men uundværligt – et brød, der aldrig går af mode. At det aldrig går er mode er en sandhed med modifikationer, da det er et af de klassiske bagerbrød, der har tabt kampen hos bagerne, og nu er udkonkurreret af surdejsbrød, af de mange meltyper og at det heller ikke er fiberholdigt nok til et moderne liv.

Ingredienser

Franskbrød med birkes

 

3 dl mælk

50 g smør eller margarine

25 g gær

1 tsk salt

500 g hvedemel

1 æg til pensling

birkes til drys

Sådan gør du

Varm mælken i en gryde, og lad smørret smelte i den.

Når væsken er håndvarm, rør gæren ud i lidt af mælken, og bland derefter det hele sammen.

Tilsæt salt og cirka halvdelen af melet.

Rør dejen godt sammen, og ælt derefter resten af melet i, til dejen er blød, smidig og blank.

Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca. 30 minutter.

Slå dejen ned og ælt den let igennem.

Form den til et brød og læg det på en bageplade eller i en smurt form.

Lad det efterhæve i yderligere ca. 30 minutter.

Snit brødet let på toppen, pensl med sammenpisket æg og drys rigeligt med birkes over.

Bag ved 200 grader i ca. 45 minutter, til brødet er gyldent og lyder hult, når du banker på bunden.

Lad brødet køle af på en bagerist, så skorpen holder sig sprød.

Servering

Franskbrød med birkes kan serveres med smør, ost, syltetøj eller marmelade som f.eks hindbærmarmelade, pålæg som rullepølse eller leverpostej – der er nærmest ingen grænser for hvad det kan serveres med.