Cornflakestoppe
Cornflakestoppe
Cornflakestoppe er en klassisk og enkel julegodte, der minder om iskonfekt og emmer af nostalgi. Den traditionelle opskrift laves med palmin, som giver den velkendte, bløde konsistens. I nyere varianter vælger mange dog at bruge smeltet chokolade i stedet – en lækker fortolkning, der stadig bevarer det sprøde bid fra cornflakesene. Uanset version er det en nem og hyggelig konfekt, der hører julen til.
Husker dem fra min barndom i 70’erne, og opskriften strækker sig grangiveligt længere tilbage – og dengang var det uden tvivl en af konfektfadets favoritter. Den sprøde, lette konsistens fra cornflakesene blandet med den søde, fedtede chokolademasse var noget helt særligt – og det bedste var, at de var så nemme at lave, at selv vi børn kunne være med i køkkenet.
Ingredienser
Cornflakestoppe
(20-25 stk)
150 g cornflakes
200 g palmin
200 g flormelis
125 g kakao
reven skal af 2 appelsiner (kan udelades)
Sådan gør du
Varm palminen op i en gryde, indtil den er smeltet.
Når den er helt flydende, tages gryden af varmen og der røres flormelis, kakao og den friske, revne appelsinskal i.
Tilsæt cornflakes, og vend dem forsigtigt i massen, så de bliver dækket helt.
Konfektmassen sættes i “klatter” på bagepair, med to teskeer, eller sættes i små konfektforme (findes i flere varianter i papir eller sølvpapir)
Sæt dem derefter på køl, så de kan stivne op.
Opbevares i glas eller dåse på køl.
Servering
På julens konfekt- og småkagefade sammen med f.eks havregrynskugler.