Risengrød
Risengrød
- Findes i: Grød / Vælling, Højtider, Mælkegrød, Jul
Risengrød, er en af de retter der ikke behøver den store præsentation! En traditionel grød lavet af grødris, mælk og en smule salt, der koges langsomt, så risene bliver bløde og mælken gør grøden cremet. Risengrød serveres typisk med en klat smør, sukker og kaneldrys.
Den er især populær i vintermånederne, er indbegrebet af hygge, og er en fast del af den danske juletradition. Risengrød bruges også som base til risalamande, hvor den afkøles og blandes med flødeskum, sukker, vanilje og hakkede mandler.
Ingredienser
Risengrød
(4 pers.)
1 l sødmælk
180 g grødris
1 tsk salt
Sådan gør du
Grynene skylles i koldt vand og hældes i en sigte, så vandet kan løbe fra.
Mælken bringes i kog, og grynene drysses i under omrøring.
Der røres indtil grøden er kommet i kog, hvorefter der lægges låg på gryden, og den stilles ved svag varme.
Grøden koges 45-50 minutter, hvor der røres jævnligt – et alternativ er i “høkassen”, hvilket i moderne tid, er mere at pakke gryden ind i et tæppe, og ind i sengen under en dyne og lad den stå, eller i ovnen med gryden ved 150 grader.
Der saltes umiddelbart lige inden servering.
Grøden må godt være lidt lind, da den tykner op ved afkøling.
Servering
Serveres med hvidtøl, saftevand eller mælk – der drysses med kanelsukker og lægges en smørklat.
Er der rester tilbage, kan der både laves risalamande og klatkager.