Tunmousse med husblas
Tunmousse med husblas
- Findes i: Fisk og skaldyr, Smørrebrød, Frokost, Måltider, 80'erne, Pålæg, Sandwich
Tunmoussen tog for alvor danskerne med storm i 1980’erne, hvor opskriften blev indført gennem kulturinstitutionen Karolines Køkken, et tyndt opskriftshæfte, der gennem mange bind blev hustandsomdelt med posten. Det var en fast forret til konfirmationer og lignende festligheder, hvor den cremede, luftige mousse med sin klassiske pynt af rejer, citron og dild gjorde sig flot på fadet.
I dag er tunmoussen lidt af en klassiker, og gennem tiden har den gennemgået mange ændringer og twists. Resultatet er, at nærmest hver eneste familie har deres egen “den bedste opskrift på tunmousse”, med husblas, uden husblas, med smør, uden smør, med æg, med creme fraiche. Kært barn har mange udgaver, men husblassen er det, der giver moussen sin faste, flotte form, så den kan vendes ud af en form og skæres i pæne stykker.
Ingredienser
Tunmousse med husblads
(6 pers.)
2 dåser tun i olie
1 tsk revet løg
100 g mayonnaise
1 spsk creme fraiche
1 spsk tørrede dildspidser
saft af 1 lille citron
salt og peber
5 blade husblas
¼ l piskefløde
4 spsk olivenolie
Til pynt
1 stort bundt kruspersille
1 usprøjtet citron
krondild
Sådan gør du
Olien hældes fra tunen, som derefter findeles med en gaffel.
Revet løg, mayonnaise, creme fraiche, dildspidser og citronsaft røres i tunen. Smages til med salt og peber.
Husblassen lægges i blød i koldt vand i ca. 10 minutter.
Husblassen smeltes og tempereres ved at røre lidt af tunblandingen i, en skefuld ad gangen.
Fløden piskes til flødeskum og vendes forsigtigt i tunblandingen, til massen er jævn og blød.
Olivenolien vendes forsigtigt i til sidst.
En springform smøres med olivenolie, og tunmoussen hældes i.
Moussen stilles koldt i mindst 2 timer, gerne natten over, til den er helt stivnet.
Servering
Vendes ud af formen på et fad. Persillen hakkes fint og trykkes fast langs kanten med en lille, våd kniv. Pyntes med citronskal og krondild, og serveres med flutes og citronbåde.