Cowboytoast
Cowboytoast
Cowboytoasten har været et fast indslag på danske grillbarer og pølsevogne siden 70’erne og 80’erne. Den lå trofast på menuen under bøfsandwich, parisertoast og grillkylling – men var billigere, nemmere at spise, og krævede kun én hånd! Den klassiske toast består af hvidt brød, hakkebøf, bløde løg og grillet sprød og gylden. Det er hverken smukt eller sofistikeret – men det er salt, fedtet og tilfredsstillende.
For mange vækker “cowboytoast” minder om ungdomsklubber, fritidsjob og fredag aftener med Jolly Cola eller Cocio i den ene hånd og flippermaskine eller den første kæreste i den anden. I ungdoms- og idrætsklubber over hele landet blev toasten en uofficiel klassiker: billig, nem at lave og elsket af alle.
Navnet er stadig lidt af et mysterium. Måske marketing. Måske en joke. Men “cowboy” klinger råt og hurtigt – og lyder unægtelig bedre end “toast med hakkebøf”.
Ingen cowboy i Texas har nogensinde spist den, men den føles cowboy-agtig: hurtig, ukompliceret og uden pjat. Dybest set: en dansk grillklassiker forklædt som westernmad.
På trods af cowboytoasten har fået nyt liv i streetfood-boder og caféer med cheddar, chilimayo og syltede løg, så bag de nye lag, er den i hjertet stadig den samme toast, som blev langet over disken i klubhuset for en tier og spist med rester på fingrene!
Ingredienser
Cowboytoast
(4 pers.)
8 toastbrød
400 g hakket oksekød
½-1 løg
1 æg
2 spsk Worcestershire sauce eller engelsk sauce
salt
peber
smør eller olie til stegning
2 løg
30 g smør eller olie
1 tsk sukker (kan udelades)
salt
peber
Sådan gør du
Pil løgene, og skær dem i tynde skiver.
Varm olien på en stor pande, og steg løgene langsomt ved middel-lav varme i cirka 15 minutter, til de er bløde og let karamelliserede.
Drys en smule sukker over undervejs, og krydr med salt og peber.
Pil løget, og riv det fint.
Rør det revne løg sammen med hakket kød, æg, Worcestershiresauce, salt og peber.
Form farsen til to store, flade bøffer, tryk dem så de er lidt større end toastbrødet
Steg bøfferne i olie på en varm pande i cirka 1 minut på hver side, og krydr med lidt ekstra salt og peber undervejs.
Smør toastbrødene med et tyndt lag smør, og læg en bøf og lidt af de stegte løg mellem to skiver.
For en ekstra sprød og snasket version kan brødenes yderside også smøres let med smør.
Grill toastene i en toastmaskine eller på en varm grillpande – bruges grillpande, bør der lægges vægt ovenpå, for at give et godt pres og grillstriber.
Servering
Serveres varm, evt. med ketchup eller sød chillisauce.