Karbonader eller Krebinetter

Karbonader eller Krebinetter

Karbonader eller Krebinetter, er en underlig størrelse, med en twist om hvad der er hvad – men i sidste ende er det rigtig god mormormad!

Ingen ved vist helt hvad der er hvad – forvirringen om den ene eller den anden er med franske eller italienske rødder, om de er runde eller ovale, om det hedder det ene eller det andet øst eller vest for Storebælt, er det dobbelt panering eller med fedtnet, er det ren flæskekød eller kalv/flæsk – det er sgu nok et sted der i mellem.

Når musikken spiller, der er kogte kartofler og f.eks stuvede ærter og gulerødder og velstegte karbonader eller krebinetter – hvem bekymrer sig så om hvad der er hvad?

Ingredienser

Karbonader eller Krebinetter

(4 pers.)

750 g hakket svinekød eller hakket kalv/flæsk (gerne 15-20% fedt indhold – for saft og velsmag)

2 spsk hvedemel

1 tsk salt

peber

æg

rasp

olie/smør/margarine til stegning.

Sådan gør du

Del kødet i 8 lige store dele og form dem som til 8 ovale eller runde karbonader/krebinetter.

Vendes i hvedemel tilsat salt og peber.

Paneres ved at dyppe dem i sammenpisket æg og rasp.

Varm en pande med fedtstof, og brun ved høj varme i ca. 1 minut og steg videre ved svag varme ca. 4 – 5 minutter.

Herefter vendes kødstykkerne, og steges tilsvarende på den anden side.

Servering

Serveres med kogte kartofler der til ofte stuvede ærter og gulerødder eller stuvet spinat.

Alternativ kan de serves med brun sovs, hjemmelavet rødkål eller syltede rødbeder.