Kartoffelgrød

Kartoffelgrød

Kartoffelgrød, en rustik form for kartoffelmos, tilsat sprøde flæsketern. Kartoflerne koges møre og moses groft, så grøden får bid og karakter. I stedet for at gøre den helt blød og lind, skal konsistensen være lidt fast – “til den stive side”. Det kan forveksles med brændende kærlighed – men det er to helt forskellige retter, hvor brændende kærlighed spises med løg og rødbeder, handler kartoffelgrød om noget mere enkelt og jordnært.

En rigtig god spareret, og ægte mormormad – og kan laves helt uden at der kræves et abonnement på en måltidskasse m.m., da det er enkelt og simpelt!

Det spises ved at man laver et hul i midten, som fyldes med en god skefuld sirup – det giver den perfekte balance mellem det salte og det søde.

Ingredienser

Kartoffelgrød

(4 pers.)

1 – 1 1/4 kg kartofler (gerne en melet type eller bagekartofler)

2 dl sødmælk

salt

250 g saltet flæsk/spæk

sirup

Sådan gør du

Start med at skrælle kartofler, der herefter skæres i kvarte og koges helt møre i usaltet vand.

Skær sværen af flæsket, skær det i små tern, og steg dem sprøde og helt tørre på en pande – lad flæsketernene dryppe af på køkkenrulle.

Mos kartoflerne enten med et piskeris eller et kartoffelmosjern.

Rør mælk,  evt. lidt af det afsmeltede fedt i

Smag til med salt.

Konsistensen skal være til den faste side.

Vend de sprøde flæsketern i kartoffelgrøden.

Servering

Serveres i dybe tallerkener, hvor der laves et lille hul i midten af grøden til en skefuld sirup, og dertil serveres et glas iskoldt mælk – alternativt serveres det med en persillesovs.