Oktobergryde
Oktobergryde
Oktobergryde er en gryderet – fra en tid, hvor man begyndte at opdage, hvor smart det var at samle hele måltidet i én gryde – det vi ville kalde en “onepot” nu til dags. Her blev både kød og grøntsager tilberedt sammen, så smagen fik lov at udvikle sig, og opvasken blev minimal. Gryden kunne ganske enkelt sættes direkte på bordet.
Retten består typisk af kalve- eller svinekød, der simrer sammen med kartofler, æbler, tomater, løg, gulerødder, majroer og eventuelt ærter. Resultatet er en varm, fyldig og aromatisk efterårsgryde, som passer perfekt til den kølige tid på året.
Ingredienser
Oktobergryde
(4 pers.)
500 g flæskekød eller 750 g kalvebryst
10–12 kartofler
4 æbler, skåret i kvarte
4 tomater
8 løg
2 gulerødder
½ majroe
100 grønne ærter (kan udelades)
smør eller margarine til stegning
salt
peber
meljævning
kulør (kan udelades)
Sådan gør du
Skær kødet i grove tern (ca 2½ x 2½ cm)
Brun kødstykkerne i smør eller margarine i en stor gryde.
Krydr med salt og peber.
Skær grøntsager og æbler i kvarte stykker, og kom dem i gryden sammen med kødet.
Tilsæt vand, så ingredienserne er næsten dækket, og lad retten simre under låg i 45–60 minutter, til kødet er mørt og grøntsagerne kogte.
Jævn saucen let med meljævning, og kog den igennem.
Tilsæt evt. kulør for en flot, mørk farve.
Kom ærterne i gryden de sidste 15–20 minutter af kogetiden.
Servering
Server oktobergryden rygende varm – gerne direkte fra gryden – med et frisk flutes.