Wallenbergare
Wallenbergare
- Findes i: Kød, Udenlandsk, Sverige, Kalv
Wallenbergare er en svensk kalvefrikadelle, opkaldt efter den indflydelsesrige svenske bankierfamilie Wallenberg, ifølge overleveringen opfundet på Restaurang Riche i Stockholm i 1940’erne, angiveligt til en af familiens medlemmer. Det, der adskiller wallenbergaren fra en almindelig frikadelle, er den rige, cremede fars af hakket kalvekød blandet med fløde og æggeblommer, samt paneringen i knuste, tørre franskbrødskrummer, der giver en sprød, gylden skorpe.
Retten hører til den finere ende af det svenske husmandskøkken. En luksuriøs frikadelle, der traditionelt serveres med ærter, sennepsovs og brunede kartofler, og som stadig i dag regnes som en af de mest elegante svenske klassikere.
Ingredienser
Wallenbergare
(4 pers.)
500 g hakket kalvekød (gerne finthakket flere gange)
2 æggeblommer
2 dl piskefløde
1 tsk salt
hvid peber
3-4 skiver tørt franskbrød, revet til grove krummer
smør
Sådan gør du
Det hakkede kalvekød røres med salt, til farsen bliver sej og let klistret.
Æggeblommerne røres i, én ad gangen.
Fløden tilsættes lidt ad gangen under kraftig omrøring, til farsen er jævn og cremet. Smages til med hvid peber.
Farsen formes til flade, runde bøffer.
Bøfferne vendes grundigt i de revne franskbrødskrummer, så de er dækket godt til.
Rigeligt smør varmes op på en pande ved middel varme.
De steges forsigtigt i 4-5 minutter på hver side, til de er gyldne udenpå og gennemstegte, men stadig saftige indeni.
Servering
Serveres med ærter, sennepssovs, brunede kartofler og tyttebærsyltetøj.