Biksemad
Biksemad
Biksemad, rigtig gammeldags biksemad, lavet på rester af kødrester, løg og kartofler, er efterhånden en sjælden servering i de små hjem. Det burde gøres til vane at gemme sine kødrester fra andre serveringer, og så jævnligt finde disse rester af ribbensteg, forloren hare, pølser, frikadeller og stegt flæsk osv. frem, tilsæt yderligere kogte kartofler og løg – så har man et uovertruffet måltid, der med længder slår de tvivlsomme færdigfabrikeret frost varianter der findes i landets supermarkeder.
Som barn havde jeg en fobi mod kød der var stegt to gange – den fobi er heldigvis lagt på hylden, og er stor tilhænger af netop en ret som biksemad nu.
Ingredienser
Biksemad
(4 pers.)
500-700 g kødrester i tern (oksesteg, flæskesteg, ribbensteg, lammekølle, frikadeller etc)
800 g kogte kartofler i tern (faste)
2-3 løg
50-75 g smør eller margarine
salt
peber
sukker
2 spsk engelsk sauce eller worcestershiresauce
kulør (kan udelades)
Sådan gør du
Løgene skæres i f.eks i halve ringe i skiver, og brunes af i 1/3 del smør eller margarine.
Løgene tages af panden og lægges i en skål.
Yderligere 1/3 del smør eller margarine på panden, varmes til det har bruset af.
Kødet i tern kommes ved, og brunes godt af, og tages derefter af og lægges i skål.
De kogte kartofler i tern, kommes ved 1/3 del smør eller margarine der har bruset af på panden, og brunes til de er gyldne.
Det stegte kød og løg blades med de gyldne kartofler på panden.
Biksemaden varmes godt igennem, og smages til med engelsk sauce/worcestershiresauce, salt og peber – det kan eventuelt farves med kulør.
Servering
Serveres på et fad med spejlæg lagt på toppen, syltede rødbeder og rugbrød – hvis man er feinschmecker, så laver man en hjemmelavet omgang bearnaisesovs.