Portvinssky
Portvinssky
- Findes i: Smørrebrød, Tilbehør, 50'erne, 60'erne, Pålæg
Portvinsskyer en klar, let sødlig sky, der laves af bouillon og portvin, som stivnes med husblas. Når den afkøles, bliver den klar og fast som gelé, og skæres i tern eller skiver og lægges oven på smørrebrødet som pynt og smag.
Skyen giver både glans, saftighed og et elegant udtryk – og har den der karakteristiske smag af portvin og kød, som klæder kraftigt pålæg, som leverpostej, vildtpostej, roastbeef, rullepølse – det er mere end pynt, det er dét perfekte tilbehør til al slags smørrebrød – og hvad havde f.eks. dyrlægens natmad, uden sin sky?!
Ingredienser
Portvinssky
4 dl klar okse- eller kalvebouillon
1 dl portvin
6 blade husblas
salt
evt. et nip sukker
Sådan gør du
Læg husblassen i koldt vand i 5–10 minutter.
Varm bouillon og portvin op i en gryde – det må ikke koge.
Smag til med lidt salt og evt. sukker for balance.
Tag gryden af varmen, og rør den udblødte husblas i, til den er helt smeltet.
Hæld skyen i en lille form eller bakke, og sæt den på køl i mindst 3 timer.
Servering
Skær skyen i små klare tern eller tynde skiver, og brug den som pynt på smørrebrødet – gerne på leverpostej, rullepølse, gammel ost, spegepølse.